Hvad er hypnose:
Hypnose er faktisk bare en afslappet og fokuseret tilstand. Hypnoterapi er langt fra det du måske kender fra sceneshows og tv-programmer. Du kan bagefter huske, hvad der er blevet snakket om og hvad der er sket. Hypnoterapi hos mig kan sammenlignes med, at du og jeg skal køre en tur. Din bevidsthed sætter sig ind på bagsædet, din underbevidsthed ved rattet og jeg er gps'en, der viser vej. Hvis din underbevidsthed ikke vil følge den rute, jeg foreslår, kommer jeg med et nyt forslag til en vej frem til målet.
Hypnoterapiens virkning:
Hjernen virker som en computer og gennem livet downloader (lærer) vi forskellige programmer, efterhånden som vi skal bruge dem. Indimellem skal der ryddes op og programmer, der er blevet forældede og ikke længere er brugbare skal skiftes ud eller opdateres. Sådan er det også med hjernen; de programmer (handlinger og tanker), der gav mening tidligere, kan senere i livet være i vejen for nye programmer. Fx. kan det give mening for et barn med meget travle forældre at lave ballade for at få opmærksomhed. Den adfærd kan give problemer som voksen, hvis ikke det program, der styrer den adfærd, slettes og erstattes med et nyt program, der giver opmærksomhed på en anden måde. Med hypnoterapi bliver underbevidstheden ”opdateret”, så der er sammenhæng mellem bevidsthed og underbevidsthed.
Hypnoterapi ved mig:
Først har vi en for-samtale, hvor vi sammen afgrænser hvilken problematik du ønsker, vi arbejder med. Så guider jeg dig ind i hypnose, hvor vi arbejder med dine følelser og erindringer i forhold til din problematik. Jeg kommer undervejs med forslag til løsninger af problemet. Derefter bringer jeg dig roligt ud af hypnosen og vi snakker om din oplevelse af det. Hvis du ønsker det, laver jeg efterfølgende en lydfil, der forstærker virkningen af vores arbejde. Den kan du lytte til nogle gange, inden næste session, så effekten bliver endnu bedre.